WeBible

Som Sne om Somren og Regn om Høsten saa lidt hører Ære sig til for en Taabe.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saa rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Taabers Ryg.

Svar ej Taaben efter hans Daarskab, at ikke du selv skal blive som han.

Svar Taaben efter hans Daarskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Taabe.

Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Taabers Mund.

Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Taabe.

Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Taabers Mund.

Som en Skytte, der saarer enhver, som kommer, er den, der lejer en Taabe og en drukken.

Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Taabe, der gentager Daarskab.

Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Taabe er der mere Haab end for ham.

Den lade siger: »Et Rovdyr paa Vejen, en Løve ude paa Torvene!«

Døren drejer sig paa sit Hængsel, den lade paa sit Leje.

Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Haanden til Munden.

Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

er den, der sviger sin Næste og siger: »Jeg spøger jo kun.«

Er der intet Brænde, gaar Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

Som Sølvovertræk paa et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.